Generationsskifte i Champions League: Er det slut med den spanske dominans?

1. december 2020

Kigger vi i historiebøgerne står det klart at Real Madrid er kongerne af Europa, men de seneste par sæsoner har vendt op og ned på magtforholdet.

Med 13 Champions League-titler har den spanske storklub vundet klart flest af alle. De hvidblusede er således altid at finde i Europas fineste selskab, og det samme har i de sidste mange år gjort sig gældende for FC Barcelona, der i Messi-æraen har været særdeles succesfulde. Ser vi tilbage på de sidste 15 år, har de spanske hold således domineret de europæiske turneringer, hvor Real Madrid og Barcelona ofte har stået med pokalen med de store ører, mens Sevilla har siddet tungt på Europa League.

Noget er dog ved at ændre sig, for fodboldverdenen har i de sidste par år udviklet sig helt enormt. Således er de bedste hold i England, Tyskland, Italien og Frankrig blevet markant bedre. Til gengæld ser det ud til at de helt store sværvægtere i det sidste årti, Barça og Real Madrid, har taget foden fra pedalen. Sidste sæson vandt Bayern München på overbevisende facon, og året før var det Liverpool. Stagneringen af de spanske hold kombineret med stærkere modstandere, gør derfor at vi måske skal til at kigge lidt bort fra Barça og Real Madrid, når vinderen af Champions League skal kåres. Der er nemlig kommet flere om buddet.

Bayern München buldrer derudad

Tag bare Bayern München. Den tyske målmaskine har siden årsskiftet, hvor Hansi Flick blev ansat som træner, fejet alt modstand af banen. Således vandt de uden besvær Champions League, og snakker vi sports betting er de igen i år favoritten til at vinde. Således giver de odds 3.75 på at vinde turneringen, og med den form som tyskerne viser, kræver det et særdeles godt hold for at slå dem. Lewandowski har nemlig fortsat sin imponerende målhøst, og tilgangen af Leroy Sané har heller ikke gjort det nemmere for modstanderne.

Manchester City håber på Messi

I den blå del af Manchester er der pres på Pep Guardiola, der for alt i verden vil vinde Champions League med Manchester City. Den catalanske succestræner har i hans tid hos de lyseblå vundet masser af titler i det engelske, men mangler stadig at vinde Europas største turnering. Faktisk har Guardiola ikke vundet Champions League siden han stod i spidsen for Barça, hvilket er noget som kritikerne ofte hæfter sig ved. Han vil derfor gøre alt for at hente trofæet med de store ører hjem til Manchester, og hvis man skal stole på medierne, får han måske snart hjælp af Messi, der rygtes til klubben. Lykkedes det for Guardiola at få overtalt Messi begynder det for alvor at se godt ud for City, der i forvejen har et af de bedste mandskaber i verden.

Hvem der ender med Champions League-trofæet må tiden vise, men en ting står sikkert. Vi kan se frem til en ekstrem spændende sæson, med masser af mål og flot fodbold fra Europas bedste hold. Om det bliver et spansk hold er svært at spå om, men skal vi tage de sidste par sæsoners udvikling i betragtning, er der ikke meget der tyder på det.