Man skal ikke have brugt mange øjeblikke rundt omkring i det ganske danske land for at lægge mærke til, at farverige klistermærker med relation til landets forskellige fodboldklubber præger bybilledet.
De hænger på skilte og lygtepæle over hele nationen.
I Aarhus er størstedelen hvide og blå efter AGF, i Aalborg er de rød-hvide, og på Vestegnen ser man Brøndby stickers i de klassiske gule og blå farver.
Ofte ser man disse fodboldklistermærker hænge over hinanden, og det er netop essensen i den igangværende stickers-krig, der har kørt i årevis.
Fans viser farverne frem
Når fodboldfans markerer deres tilhørsforhold med stickers, handler det om at vise sine farver frem. Det gælder især, når de rejser til udekampe, hvormed man kan ”overtage” sine modstanderes byer og efterlade et spor efter sig med sine stickers.
Selve kampen om lygtepælene gør dog også det at være fodboldfan til en hverdagsting. Især i en by som København, hvor der er flere klubber, bliver fans dagligt konfronteret med modstandernes klistermærker. Derfor ser man ofte, at et FCK-klistermærke er blevet dækket til af et Brøndby-klistermærke og omvendt. Ofte kan man endda se, at disse små kampe i kampen har mange lag af store og små klistermærker.
Fodboldkrigen er hærværk
Selvom de farverige klistermærker for fodboldfans er en del af en blomstrende fankultur, så er det reelt hærværk. Hvert eneste år bruger både de danske kommuner og fodboldklubber ressourcer på at fjerne sporene fra fodboldfans.
I 2024 måtte Aarhus Politi for eksempel rykke ud til området omkring Aarhus Stadion, hvor en gruppe AGF-fans lavede hærværk med stickers og graffitimaling.
Året efter blev en gruppe Brøndby-fans anholdt for at lave hærværk på MCH Arena i Herning forud for pokalfinalen.
”De har lavet graffiti og sat nogle Brøndby-klistermærker op,” fortalte Lars Even fra Midt -og Vestjyllands Politi dengang til BT.
Kampen buldrer i hele Europa
Det er ikke kun danske fodboldfans, der ynder at vise deres klubber frem i de farverige stickers. Man kan faktisk se fodboldklistermærker i hele Europa. Især i de store turistdestinationer vil man kunne se klubber fra hele Europa repræsenteret.
Det gælder særligt de byer, hvis klubber spiller i de europæiske turneringer, og som også når langt her. Det kan for eksempel være Barcelona, der hvert år får besøg af mange tusinde fodboldfans fra hele verden – enten i forbindelse med kampe eller blot ferier.
Hvis man kan se bort fra hærværket, kan det være en sjov aktivitet at holde øje med de mange forskellige stickers og se, hvor mange forskellige klubber man kan spotte i løbet af sin ferie.
