Kap Verde
Spaniens hjemmebane
Det spanske fodboldforbund (RFEF) råder ikke over ét officielt nationalstadion. I stedet praktiseres en rotationspolitik, hvor landskampe fordeles på forskellige klubstadioner på tværs af Spaniens autonome regioner.
Primært spillested i nyere tid
Selvom der roteres, har forbundet i perioder indgået aftaler om faste baser for specifikke turneringer eller tidsrum:
- Estadio de La Cartuja (Sevilla): Dette multifunktionelle stadion, der blev bygget til VM i atletik i 1999, har i de seneste år (særligt omkring 2020-2024) fungeret som primær hjemmebane for vigtige Nations League- og kvalifikationskampe. Stadionet har ingen fast klubtilknytning. Efter en omfattende renovering i 2025, kan Estadio de La Cartuja nu rumme 70.000 tilskuere til internationale kampe.
Historiske og hyppigt anvendte stadioner
Når kampene roteres til andre dele af landet, benyttes ofte de største og mest moderne faciliteter i hovedstadsområdet og andre storbyer:
- Santiago Bernabéu (Madrid): Real Madrids hjemmebane har historisk set været vært for flest landskampe. Stadionet har gennemgået en totalrenovering (færdiggjort i 2024), der inkluderer skydetag og en kapacitet på over 80.000 tilskuere.
- Cívitas Metropolitano (Madrid): Atlético Madrids hjemmebane, indviet i 2017. Stadionet har en kapacitet på 68.000 tilskuere og lever op til UEFA’s højeste stadionkategorisering.
- Mestalla (Valencia): Valencia CF’s hjemmebane er blandt de hyppigst benyttede uden for Madrid og Sevilla. Det har en kapacitet på 49.430 tilskuere.
Derudover placeres venskabskampe og mindre kvalifikationskampe jævnligt på stadioner som La Rosaleda i Málaga, José Zorrilla i Valladolid samt andre regionale anlæg for at sikre geografisk spredning.
Kort: Spaniens hjemmebaner
Spaniens største landskampe
02. juli 1950: Spanien – England 1-0
Kampen den 2. juli 1950 mod England ved VM i Brasilien er historisk, da sejren sikrede Spanien en plads i turneringens finalerunde for første gang nogensinde. Resultatet var desuden markant, da det blev opnået mod et stærkt engelsk hold, der deltog i VM for første gang og var blandt favoritterne.
Efter en målløs første halvleg faldt kampens eneste mål i det 48. minut. Angriberen Telmo Zarra blev matchvinder, da han scorede sit tredje mål i turneringen. Forarbejdet blev leveret af Piru Gaínza, som med et hovedstød assisterede Zarra til den afgørende 1-0 scoring.
21. juni 1964: Spanien – Sovjetunionen 2-1
Finalesejren ved EM på hjemmebane i Madrid den 21. juni 1964 sikrede Spanien nationens første store internationale titel. Kampen mod Sovjetunionen fik en intens start. Spanien fik en tidlig føring, da Chus Pereda scorede med et højrebenet skud allerede i det 6. minut. Glæden varede dog kort, for blot to minutter senere, i det 8. minut, udlignede Sovjetunionens Galimzyan Khusainov til 1-1, også med et højrebenet skud, efter en aflevering fra Valentin Ivanov.
Stillingen forblev uafgjort i størstedelen af kampen, og finalen var længe helt åben. Afgørelsen faldt først i det 84. minut, da Marcelino scorede det afgørende mål til 2-1. Efter et indlæg fra Carlos Lapetra headede Marcelino bolden i nettet og sikrede dermed Spanien det europæiske mesterskab for første gang i landets historie.
22. juni 2008: Spanien – Italien 0-0 (4-2 på straffespark)
Den 22. juni 2008 mødte Spanien Italien i kvartfinalen ved EM. Kampen var afgørende, da Spanien historisk set havde en tendens til at blive slået ud i netop kvartfinaler ved store slutrunder, hvilket havde skabt en national ‘kvartfinale-forbandelse’. Opgøret mod de forsvarende verdensmestre fra Italien var en taktisk og chancefattig affære. Efter 90 minutter og efterfølgende forlænget spilletid var stillingen fortsat 0-0, og kampen skulle derfor afgøres i en straffesparkskonkurrence.
I straffesparkskonkurrencen blev målmand Iker Casillas den afgørende figur med redninger på spark fra Daniele De Rossi og Antonio Di Natale. Cesc Fàbregas scorede det sidste og afgørende straffespark, som sikrede Spanien en samlet sejr på 4-2. Sejren var en markant mental forløsning, der brød Spaniens serie af kvartfinalenederlag og samtidig overvandt en psykologisk barriere mod Italien, som man ikke havde slået i en betydende turneringskamp siden 1920. Denne sejr anses som startskuddet til den efterfølgende dominans i international fodbold.
29. juni 2008: Spanien – Tyskland 1-0
Den 29. juni 2008 mødte Spanien Tyskland i finalen ved EM. Kampen er historisk, fordi den afsluttede en 44-årig periode uden et stort internationalt trofæ for Spanien, siden sejren ved EM i 1964. Finalesejren blev startskuddet til en af de mest dominante perioder i international fodboldhistorie, hvor Spanien efterfølgende også vandt VM i 2010 og EM i 2012. Kampens eneste og afgørende mål blev scoret i det 32. minut. Xavi leverede sin anden assist i turneringen med en aflevering til Fernando Torres, som scorede sit andet turneringsmål med et højrebenet skud og sikrede Spanien en 1-0 sejr.
07. juli 2010: Spanien – Tyskland 1-0
Sejren i VM-semifinalen mod Tyskland den 7. juli 2010 sikrede Spanien adgang til sin første VM-finale. Kampen var en taktisk og tæt affære mellem de to forhåndsfavoritter. Efter en målløs første halvleg faldt kampens afgørelse i det 73. minut. Her scorede forsvarsspilleren Carles Puyol kampens eneste mål til 1-0 med et hovedstød efter et hjørnespark slået af Xavi. Resultatet holdt kampen ud og sendte dermed Spanien videre til den historiske finale.
11. juli 2010: Spanien – Holland 1-0
Kampen er udvalgt, fordi den repræsenterer det absolutte højdepunkt i spansk fodboldhistorie. Finalen ved VM i Sydafrika mod Holland sikrede Spanien landets første og hidtil eneste verdensmesterskab. Opgøret var en tæt og intens affære, som efter 90 minutters ordinær spilletid stadig stod 0-0, hvorfor kampen måtte afgøres i forlænget spilletid. Afgørelsen faldt sent i den forlængede spilletid. I det 116. minut modtog Andrés Iniesta en pasning fra Cesc Fàbregas og scorede med et højrebenet skud kampens eneste mål til slutresultatet 1-0. Målet var Iniestas andet i turneringen og Fàbregas’ første assist.
1. juli 2012: Spanien – Italien 4-0
Finalesejren ved EM den 1. juli 2012 cementerede Spaniens status som det første landshold nogensinde til at vinde tre store internationale mesterskaber i træk: EM i 2008, VM i 2010 og EM i 2012. I finalen mod Italien leverede Spanien en magtdemonstration og vandt med 4-0 i en kamp, der kronede en af de mest dominerende perioder for et landshold i fodboldhistorien. Sejren var ikke blot et forsvar af EM-titlen, men kulminationen på en gylden generation og en spillestil, der havde sat nye standarder i international fodbold.
Kampens forløb understregede Spaniens overlegenhed. David Silva bragte Spanien foran 1-0 i det 14. minut på et hovedstød efter et indlæg fra Cesc Fàbregas. Kort før pausen, i det 41. minut, øgede Jordi Alba til 2-0 med et venstrebensskud efter en aflevering fra Xavi. I kampens slutfase scorede Fernando Torres til 3-0 i det 84. minut på et højrebensskud, igen med Xavi som assistmager. Fem minutter senere, i det 89. minut, lukkede Juan Mata kampen med målet til 4-0 på et venstrebensskud, assisteret af Fernando Torres.
14. juli 2024: Spanien – England 2-1
Med finalesejren ved EM den 14. juli 2024 skrev Spanien sig ind i historiebøgerne som den mest vindende nation i turneringens historie med fire titler. Kampen mod England markerede kulminationen på en perfekt turnering, hvor Spanien som det første hold nogensinde vandt samtlige syv kampe ved en slutrunde. Opgøret var præget af en taktisk låst første halvleg, men anden halvleg udviklede sig til et intenst drama, hvor den spanske offensiv for alvor viste klassen og sikrede endnu et trofæ til samlingen.
Kampen åbnede sig øjeblikkeligt efter pausen. Allerede i det 47. minut bragte Nico Williams Spanien foran 1-0 med et venstrebensskud efter en tværpasning fra turneringens unge komet, Lamine Yamal. England slog dog tilbage i det 73. minut, da indskiftede Cole Palmer udlignede til 1-1 med et fladt venstrebensskud uden for feltet efter oplæg fra Jude Bellingham. Afgørelsen faldt sent i kampen. I det 86. minut sendte Marc Cucurella et præcist indlæg ind i feltet, som indskiftede Mikel Oyarzabal dirigerede i nettet med et højrebensskud til slutresultatet 2-1.