Nordirland
Italiens hjemmebane
Det italienske fodboldforbund (FIGC) anvender ikke et fast nationalstadion til herrelandsholdet. I stedet benyttes en rotationsordning, hvor hjemmekampe fordeles på stadioner i hele landet.
De mest anvendte stadions
Selvom landsholdet optræder i mange forskellige byer, vender holdet oftest tilbage til landets største og mest historiske arenaer ved betydningsfulde kampe mod store nationer:
- Stadio Olimpico (Rom): Beliggende i hovedstaden og en del af Foro Italico-komplekset. Stadionet har en kapacitet på 72.698 tilskuere og er udstyret med løbebaner, da det også fungerer som atletikstadion. Det bruges ofte til finaler i den italienske pokalturnering (Coppa Italia).
- San Siro / Stadio Giuseppe Meazza (Milano): Italiens største stadion med en kapacitet på 75.817 siddepladser. Stadionet er kendetegnet ved sine cylindriske tårne og stejle tribuner.
- Allianz Stadium (Torino): Juventus’ hjemmebane, indviet i 2011. Det er et af de nyere stadioner i rotationen og adskiller sig fra mange ældre italienske stadioner ved ikke at have løbebaner, hvilket placerer tilskuerne tæt på banen. Kapaciteten er 41.507 tilskuere.
Geografisk spredning
For at sikre national dækning placerer FIGC jævnligt kampe på andre store anlæg, herunder:
- Stadio Diego Armando Maradona (Napoli): Kapacitet ca. 54.000.
- Stadio San Nicola (Bari): Kapacitet ca. 58.000.
- Stadio Artemio Franchi (Firenze): Kapacitet ca. 43.000.
- Stadio Renzo Barbera (Palermo): Kapacitet ca. 36.000.
Kort: Italiens primære hjemmebaner
Italiens største landskampe
10. juni 1934: Italien – Tjekkoslovakiet 2-1
Finalesejren ved VM den 10. juni 1934 sikrede Italien landets første verdensmesterskab. I finalen på hjemmebane mødte de Tjekkoslovakiet, men den italienske titel var tæt på at være i fare, da Tjekkoslovakiet kom foran sent i kampen. Efter en målløs første halveg, bragte Antonin Puc Tjekkoslovakiet foran med 1-0 i det 76. minut.
Italien svarede dog hurtigt igen. Blot fem minutter senere, i det 81. minut, udlignede Raimundo Orsi til stillingen 1-1. Resultatet holdt til slutfløjtet, og finalen måtte derfor afgøres i forlænget spilletid. Her blev Angelo Schiavio den helt store helt, da han i det 95. minut scorede sejrsmålet til 2-1.
19. juni 1938: Italien – Ungarn 4-2
Finalesejren ved VM i 1938 mod Ungarn er historisk, da den gjorde Italien til den første nation, der succesfuldt forsvarede en VM-titel, efter de også vandt i 1934. Kampen startede med høj intensitet. Gino Colaussi bragte Italien foran 1-0 allerede i det 6. minut. Ungarn svarede dog hurtigt igen, da Pál Titkos udlignede til 1-1 blot to minutter senere. Italien genvandt føringen i det 16. minut ved Silvio Piola, som scorede til 2-1. Før pausen udbyggede Gino Colaussi føringen til 3-1 med sin anden scoring i kampen i det 35. minut, hvilket gav Italien et solidt udgangspunkt for anden halvleg.
Efter pausen forsøgte Ungarn at kæmpe sig tilbage i finalen. Det lykkedes for anfører Dr. György Sárosi at reducere til 3-2 i det 70. minut, hvilket skabte ny spænding om resultatet. Spændingen varede dog ikke længe, for i det 82. minut lukkede Silvio Piola kampen med sin scoring til 4-2. Resultatet sikrede Italien nationens anden VM-titel i træk og cementerede holdets plads i fodboldhistorien som de første forsvarende verdensmestre.
10. juni 1968: Italien – Jugoslavien 2-0
Sejren i omkampen af EM-finalen den 10. juni 1968 sikrede Italien landets første europamesterskab. Den første finale mod Jugoslavien to dage forinden var endt 1-1 efter forlænget spilletid, og da reglerne ikke tillod en afgørelse på straffespark, måtte en ny kamp spilles for at finde en vinder. Denne afgørende kamp blev spillet på Stadio Olimpico i Rom og gav Italien en ny chance for at vinde titlen på hjemmebane.
Italien afgjorde finalen i første halvleg. Allerede i det 13. minut bragte angriberen Luigi Riva holdet foran med 1-0. I det 33. minut udbyggede Pietro Anastasi føringen til 2-0. Jugoslavien formåede ikke at svare igen. Sejren betød, at Italien for første gang kunne lade sig krone som europamestre i fodbold.
05. juli 1982: Italien – Brasilien 3-2
Den 5. juli 1982 mødte Italien Brasilien i den afgørende kamp i mellemrunden ved VM i Spanien. Brasilien var turneringens store favoritter og havde kun brug for uafgjort for at gå videre til semifinalen, mens Italien var tvunget til at vinde. Kampen blev defineret af angriberen Paolo Rossi, som indtil da ikke havde scoret i turneringen. Med tre mål sikrede han den italienske sejr, som eliminerede det favoriserede brasilianske hold i en af VM-historiens mest mindeværdige kampe.
Paolo Rossi åbnede scoringen efter kun 5 minutter med et hovedstød efter et indlæg fra Antonio Cabrini. Brasilien svarede igen i det 12. minut, da Sócrates scorede med et højrebenet skud efter en aflevering fra Zico. I det 25. minut bragte Rossi Italien foran 2-1 med et højrebenet skud. Efter pausen udlignede Falcão til 2-2 i det 68. minut med et venstrebenet skud assisteret af Junior. Afgørelsen faldt i det 74. minut, da Paolo Rossi fuldendte sit hattrick, hvilket fastsatte slutresultatet til 3-2.
11. juli 1982: Italien – Vesttyskland 3-1
Finalesejren ved VM den 11. juli 1982 mod Vesttyskland sikrede Italien landets tredje verdensmesterskab. Kampen endte 3-1 efter en målløs første halvleg. Italien kom foran i det 57. minut, da Paolo Rossi scorede til 1-0 med et hovedstød efter et indlæg fra Claudio Gentile. Målet var Rossis sjette i turneringen. Føringen blev udbygget i det 69. minut af Marco Tardelli, som scorede til 2-0 med et venstrebensskud efter en aflevering fra Gaetano Scirea. Alessandro Altobelli øgede til 3-0 i det 81. minut, ligeledes med et venstrebensskud, assisteret af Bruno Conti. Vesttyskland reducerede til slutresultatet 3-1 i det 83. minut ved Paul Breitner.
17. juli 1994: Italien – Brasilien 0-0 (2-3 på straffespark)
VM-finalen den 17. juli 1994 mellem Italien og Brasilien endte 0-0 efter både ordinær og forlænget spilletid. Kampen er historisk, da det var den første VM-finale nogensinde, der måtte afgøres ved en straffesparkskonkurrence for at finde en vinder.
I den efterfølgende straffesparkskonkurrence brændte både Franco Baresi og Daniele Massaro deres forsøg for Italien. Da Roberto Baggio som den sidste italienske skytte sendte sit spark over mål, var Brasiliens fjerde VM-titel en realitet. Brasilien vandt straffesparkskonkurrencen med cifrene 3-2.
4. juli 2006: Italien – Tyskland 2-0
VM-semifinalen den 4. juli 2006 mod værtsnationen Tyskland er en af de mest dramatiske kampe i italiensk landsholdshistorie. Opgøret var en intens og taktisk affære, hvor ingen af holdene formåede at score i den ordinære spilletid. Kampen måtte derfor afgøres i forlænget spilletid.
Afgørelsen faldt med to scoringer i de absolut sidste øjeblikke af den forlængede spilletid. I det 119. minut bragte Fabio Grosso Italien foran 1-0 med et venstrebensskud efter oplæg fra Andrea Pirlo. Blot et minut senere, i det 120. minut, lukkede Alessandro Del Piero kampen med en scoring til 2-0. Målet blev sat ind med højrebenet efter en assist fra Alberto Gilardino, hvilket sikrede Italien pladsen i VM-finalen.
9. juli 2006: Italien – Frankrig 1-1 (5-3 på straffespark)
VM-finalen den 9. juli 2006 sikrede Italien landets fjerde verdensmesterskab. Kampen mod Frankrig startede dramatisk, da franskmændene kom foran allerede i det 7. minut. Zinédine Zidane scorede til 0-1 på et straffespark, som blev tildelt, efter Florent Malouda blev fældet i feltet. Italien svarede dog igen i det 19. minut, da forsvarsspilleren Marco Materazzi udlignede til 1-1 med et hovedstød efter et hjørnespark slået af Andrea Pirlo. Stillingen holdt resten af den ordinære og forlængede spilletid. Den forlængede spilletid blev især husket for udvisningen af Frankrigs anfører, Zinédine Zidane, som modtog et direkte rødt kort for at stange Marco Materazzi.
I den afgørende straffesparkskonkurrence var italienerne skarpest og scorede på alle fem forsøg. Da Frankrigs David Trezeguet som den eneste brændte sit forsøg, kunne Fabio Grosso score det afgørende mål og sikre Italien sejren med 5-3 i straffesparkskonkurrencen. Triumfen var Italiens første VM-titel siden 1982 og landets fjerde i alt.
11. juli 2021: Italien – England 1-1 (3-2 på straffespark)
EM-finalen på Wembley Stadium i London begyndte med et tidligt engelsk føringsmål. Allerede i det 2. minut scorede Luke Shaw med et venstrebensskud efter et indlæg fra Kieran Trippier, hvilket bragte England foran 1-0. Italien udlignede i det 67. minut, da Leonardo Bonucci scorede til 1-1, også med et venstrebensskud. Stillingen forblev uændret gennem den resterende ordinære spilletid og den efterfølgende forlængede spilletid. Afgørelsen faldt derfor i straffesparkskonkurrencen, som Italien vandt med 3-2. Finalesejren sikrede Italien landets andet europamesterskab i historien, efter triumfen i 1968.
