Tysklands fodboldlandshold

Tysklands hjemmebane

I modsætning til mange andre nationer har det tyske herrelandshold (DFB) ikke ét fast nationalstadion. I stedet praktiserer forbundet en rotationspolitik, hvor landskampe fordeles på forskellige stadioner over hele landet for at sikre national dækning.

Primære spillesteder

Selvom kampene roterer, vender landsholdet oftest tilbage til landets største og mest moderne arenaer:

• Olympiastadion (Berlin): Opført til OL i 1936 og totalrenoveret op til VM i 2006. Stadionet har en kapacitet på 74.475 tilskuere og er fast spillested for den tyske pokalfinale (DFB-Pokal). Det er det tætteste Tyskland kommer på et nationalstadion i historisk forstand.
• Allianz Arena (München): Indviet i 2005 og kendt for sin oplyste facade af ETFE-puder. Til internationale kampe, hvor ståpladser ikke er tilladt, er kapaciteten ca. 70.000 tilskuere. Stadionet dannede ramme om åbningskampen ved VM i 2006 og EM i 2024.
• Signal Iduna Park (Dortmund): Tysklands største stadion målt på samlet kapacitet (over 81.000 til ligakampe). Til internationale landskampe reduceres kapaciteten til ca. 66.000 siddepladser. Stadionet er kendt for Sydtribunen, der er den største ståpladstribune i europæisk fodbold.

Andre anvendte stadioner

Udover de tre største benytter DFB jævnligt følgende arenaer til kvalifikations- og venskabskampe:

• MHPArena (Stuttgart): Kapacitet ca. 54.000 ved internationale kampe.
• Volksparkstadion (Hamburg): Kapacitet ca. 51.000 ved internationale kampe.
• Deutsche Bank Park (Frankfurt): Kapacitet ca. 48.000 ved internationale kampe.
• Red Bull Arena (Leipzig): Det største stadion i det tidligere Østtyskland med en international kapacitet på ca. 42.000.

Kort: Tysklands primære hjemmebaner

Tysklands største landskampe

04. juli 1954: Vesttyskland – Ungarn 3-2

Finalesejren ved VM den 4. juli 1954 er kendt som ‘Miraklet i Bern’ og sikrede Vesttyskland landets første VM-titel. Kampen er historisk betydningsfuld, fordi den blev vundet mod et stærkt ungarsk hold, der blev anset for at være verdens bedste. Sejren fik en enorm social og psykologisk betydning for Vesttyskland i efterkrigstiden og bidrog til en ny national selvfølelse.

Ungarn kom foran 2-0 inden for de første otte minutter. Først scorede Ferenc Puskás i det 6. minut til 0-1, og kort efter, i det 8. minut, øgede Zoltán Czibor til 0-2 med et venstrebensskud. Vesttyskland svarede dog hurtigt igen. I det 10. minut reducerede Max Morlock til 1-2, og i det 18. minut udlignede Helmut Rahn til 2-2 med et højrebenet skud, hvilket også var stillingen ved pausen. Kampens afgørelse faldt i det 84. minut, da Helmut Rahn scorede sit andet mål i kampen med et venstrebensskud og sikrede Vesttyskland en 3-2 sejr.

30. juli 1966: England – Vesttyskland 4-2

VM-finalen på Wembley den 30. juli 1966 er en afgørende kamp i den fodboldmæssige rivalisering mellem England og Vesttyskland. Kampen var en omskiftelig affære i den ordinære spilletid. Helmut Haller bragte Vesttyskland foran 1-0 efter 12 minutter, men Sir Geoff Hurst udlignede til 1-1 blot seks minutter senere. I det 78. minut scorede Martin Peters til 2-1 for England, og finalen så ud til at være afgjort. I kampens 89. minut lykkedes det dog forsvarsspilleren Wolfgang Weber at udligne til 2-2 og dermed sende finalen i forlænget spilletid.

Afgørelsen faldt i den forlængede spilletid og er fortsat en af de mest omdiskuterede hændelser i VM-historien. I det 101. minut afsluttede Sir Geoff Hurst, og bolden ramte undersiden af overliggeren, hvorefter den sprang ned på målstregen. Efter konsultation med linjedommeren blev målet til 3-2 anerkendt. Denne scoring er central for rivaliseringen mellem England og Tyskland, da det fortsat den dag i dag debatteres, om bolden var fuldt over stregen. Sir Geoff Hurst fuldendte sit hattrick og afgjorde kampen endegyldigt til 4-2 i det 120. minut.

18. juni 1972: Vesttyskland – Sovjetunionen 3-0

Finalesejren mod Sovjetunionen den 18. juni 1972 sikrede Vesttyskland landets første europamesterskab. Kampen står som et højdepunkt for et hold, der anerkendes for sit offensive spil og ofte regnes blandt de stærkeste i tysk landsholdshistorie. Sejren var en kulmination på en turnering, hvor det vesttyske hold demonstrerede en overlegen spillestil.

Dominansen i finalen blev cementeret af tre mål. Gerd Müller åbnede scoringen i det 28. minut til 1-0 med et tap-in efter et skud på mål fra Jupp Heynckes. I anden halvleg udbyggede Herbert Wimmer føringen til 2-0 i det 52. minut med et venstrebensskud efter oplæg fra Heynckes. Blot fem minutter senere, i det 57. minut, lukkede Gerd Müller kampen med sit andet mål, da han scorede til slutresultatet 3-0 med et højrebenet skud efter en aflevering fra Georg Schwarzenbeck.

22. juni 1974: DDR – Vesttyskland 1-0

Den 22. juni 1974 mødtes Vesttyskland og DDR under VM-slutrunden, der blev afholdt i Vesttyskland. Opgøret er historisk, da det var den eneste A-landskamp, der nogensinde blev spillet mellem de to tyske stater. På grund af Tysklands deling og Den Kolde Krig var kampen ladet med en enorm politisk og symbolsk betydning, hvor de to nationer og politiske systemer stod direkte over for hinanden.

Kampen var længe en målløs affære, og stillingen ved pausen var 0-0. Afgørelsen faldt i det 77. minut, da DDR’s Jürgen Sparwasser scorede til slutresultatet 1-0. Målet, som var Sparwassers første i turneringen, blev scoret med et højrebensskud efter en aflevering fra Reinhard Lauck, der ligeledes noterede sig for sin første assist i turneringen.

07. juli 1974: Vesttyskland – Holland 2-1

Finalesejren ved VM på hjemmebane i München den 7. juli 1974 sikrede Vesttyskland landets anden VM-titel. Sejren blev vundet over et hollandsk hold, der var anerkendt for sit revolutionerende “totalfodbold”-koncept, anført af Johan Cruyff. Kampen fik en dramatisk start, da Holland kom foran 1-0 allerede i det 2. minut. Målet blev scoret af Johan Neeskens på et straffespark, som blev begået mod netop Johan Cruyff, før en eneste vesttysk spiller havde rørt bolden.

Vesttyskerne svarede dog igen og udlignede til 1-1 i det 25. minut, ligeledes på et straffespark. Paul Breitner scorede, efter Bernd Hölzenbein var blevet fældet i feltet. Kampens afgørende mål faldt i det 43. minut, da Gerd Müller med et højrebenet skud bragte Vesttyskland foran 2-1 efter en aflevering fra Rainer Bonhof. Stillingen holdt resten af kampen, og Vesttyskland kunne dermed lade sig hylde som verdensmestre på eget græs.

08. juli 1982: Vesttyskland – Frankrig 3-3 (5-4 i straffespark)

VM-semifinalen i Sevilla er kendt for sin dramatik, hvor Vesttyskland kom tilbage efter at have været bagud 1-3 i den forlængede spilletid. Den ordinære kamp endte 1-1 efter mål af Pierre Littbarski i det 17. minut og en udligning af Michel Platini på straffespark i det 26. minut.

I den forlængede spilletid bragte Frankrig sig foran 3-1 med mål fra Marius Trésor i det 92. minut og Alain Giresse i det 98. minut. Vesttyskerne svarede dog igen, da Karl-Heinz Rummenigge reducerede til 2-3 i det 102. minut, før Klaus Fischer udlignede til 3-3 i det 108. minut. Kampen blev dermed den første i VM-historien, der skulle afgøres på straffesparkskonkurrence. Her vandt Vesttyskland med 5-4 og sikrede sig en plads i finalen.

8. juli 1990: Vesttyskland – Argentina 1-0

Finalesejren ved VM i Italien sikrede Vesttysklands tredje VM-titel. Kampen har ekstra historisk betydning, da det var den sidste turnering for et separat vesttysk landshold før den tyske genforening. Kampens eneste mål faldt i det 85. minut på et straffespark, som blev scoret af Andreas Brehme. Straffesparket blev tildelt efter en forseelse mod Rudi Völler. Scoringen var Brehmes tredje i turneringen.

30. juni 1996: Tyskland – Tjekkiet 2-1

Finalen ved Europamesterskabet i England i 1996 repræsenterede en historisk milepæl. Det var den første store titel vundet af et genforenet tysk landshold efter Berlinmurens fald. Modstanderen på Wembley var Tjekkiet, som kom foran i det 59. minut, da Patrik Berger scorede på et straffespark, som Karel Poborský havde tilkæmpet sig. Tyskland svarede igen i det 73. minut, da indskiftede Oliver Bierhoff udlignede til 1-1 med et hovedstød efter et frisparksoplæg fra Christian Ziege.

Kampen gik i forlænget spilletid, hvor den blev afgjort på historiens første “Golden Goal” i en stor international finale. I det 95. minut modtog Oliver Bierhoff bolden fra Jürgen Klinsmann og afsluttede med venstrebenet. Skuddet sikrede Tyskland en 2-1 sejr og europamesterskabet, i det øjeblik målet blev scoret. Bierhoff blev dermed den afgørende figur i den historiske tyske triumf.

8. juli 2014: Brasilien – Tyskland 1-7

VM-semifinalen den 8. juli 2014 mod værtsnationen Brasilien er en historisk landskamp grundet det ekstraordinære resultat. Tyskland vandt kampen 7-1, hvilket er det største nederlag for Brasilien i landets VM-historie og samtidig den største sejr nogensinde i en VM-semifinale. Den tyske dominans blev etableret i første halvleg, hvor stillingen ved pausen var 5-0.

Thomas Müller åbnede scoringen i det 11. minut til 0-1 efter et hjørnespark fra Toni Kroos. I det 23. minut øgede Miroslav Klose til 0-2. Herefter fulgte tre tyske mål på under seks minutter. Først scorede Toni Kroos til 0-3 i det 24. minut assisteret af Philipp Lahm, og i det 26. minut scorede Kroos igen til 0-4 efter en aflevering fra Sami Khedira. I det 29. minut gjorde Sami Khedira det til 0-5, assisteret af Mesut Özil. I anden halvleg scorede indskiftede André Schürrle to gange. Først til 0-6 i det 69. minut efter en aflevering fra Philipp Lahm, og derefter til 0-7 i det 79. minut efter et indlæg fra Thomas Müller. Oscar scorede Brasiliens reduceringsmål i det 90. minut til slutresultatet 1-7.

13. juli 2014: Tyskland – Argentina 1-0

Finalesejren ved VM i Brasilien den 13. juli 2014 mod Argentina er historisk af flere årsager. Sejren sikrede Tyskland landets fjerde VM-titel og den første som en genforenet nation. Samtidig markerede resultatet første gang, at et europæisk landshold vandt et verdensmesterskab afholdt på det amerikanske kontinent.

Selve finalen var en tæt affære, der måtte afgøres i forlænget spilletid. Afgørelsen faldt i det 113. minut, da André Schürrle sendte et indlæg ind til Mario Götze, som scorede kampens eneste mål til 1-0. Målet var Götzes andet i turneringen, og assisten var Schürrles anden.