Uruguay
Uruguays hjemmebane
Uruguays herrelandshold har sin faste og historiske base på Estadio Centenario i hovedstaden Montevideo. Stadionet blev opført specifikt til den første VM-slutrunde nogensinde i 1930. Det er ikke hjemmebane for nogen klub til daglig.
Fakta om Estadio Centenario
- Beliggenhed: Stadionet ligger i parken Parque Batlle i Montevideo.
- Kapacitet: Anlægget har en kapacitet på 60.235 tilskuere.
- Konstruktion: Stadionet er kendetegnet ved sin ellipseform og det markante tårn, “Torre de los Homenajes”, der rager op over tribunen “Tribuna Olímpica”. Tårnet er 100 meter højt.
- Status: FIFA erklærede i 1983 Estadio Centenario for et “historisk monument for verdensfodbolden”. Det er det eneste anlæg i verden med denne officielle titel.
Alternative spillesteder
Selvom Centenario er landsholdets primære hjemmebane, benytter det uruguayanske fodboldforbund lejlighedsvis to andre stadions, som tilhører landets to største klubber, Club Nacional de Football og Peñarol. Dette sker typisk ved venskabskampe eller hvis Centenario er under renovering.
- Estadio Campeón del Siglo (Montevideo): Peñarols hjemmebane, indviet i 2016. Stadionet har en kapacitet på ca. 40.000 tilskuere og lever op til FIFA’s standarder for internationale kampe.
- Gran Parque Central (Montevideo): Nacionals hjemmebane. Det er et af de ældste stadioner i Sydamerika (oprindeligt indviet i 1900, men løbende udbygget). Det var vært for en af åbningskampene ved VM i 1930. Kapaciteten er ca. 34.000 tilskuere.
Uruguays største landskampe
17. juli 1916: Argentina – Uruguay 0-0
Den 17. juli 1916 mødte Uruguay værtsnationen Argentina i den afgørende gruppekamp i det første sydamerikanske mesterskab nogensinde, Campeonato Sudamericano de Selecciones. Turneringen blev afviklet som et gruppespil mellem de fire deltagende nationer, og opgøret var det sidste og definitive for begge hold.
Forudsætningerne før kampen var klare: Argentina skulle vinde for at sikre sig titlen, mens Uruguay kunne nøjes med uafgjort. Kampen endte 0-0, og med det resultat sikrede Uruguay sig det nødvendige point til at vinde turneringen. Uruguay blev dermed kronet som de første sydamerikanske mestre i historien.
09. juni 1924: Uruguay – Schweiz 3-0
Landskampen den 9. juni 1924 er historisk, da den sikrede Uruguay sin første interkontinentale titel. I finalen ved De Olympiske Lege i Paris mødte Uruguay Schweiz og vandt en overbevisende sejr. Turneringen i 1924 var den første reelle mulighed for at måle styrkeforholdet mellem de sydamerikanske og europæiske landshold, og Uruguays guldmedalje blev derfor anerkendt som et uofficielt verdensmesterskab, der cementerede nationens status som en global fodboldstormagt.
Uruguay sikrede sig sejren med resultatet 3-0. Pedro Petrone åbnede scoringen allerede i det 9. minut med sit syvende mål i turneringen, hvilket bragte Uruguay foran 1-0. I anden halvleg udbyggede José Pedro Cea føringen i det 65. minut til 2-0 med sit fjerde turneringsmål. Den endelige scoring blev sat ind af Ángel Romano i det 82. minut, da han med sit tredje mål i turneringen fastslog slutresultatet til 3-0.
13. juni 1928: Uruguay – Argentina 2-1
Sejren i omkampen i OL-finalen i Amsterdam den 13. juni 1928 sikrede Uruguay landets andet olympiske mesterskab i træk. Den første finale mod Argentina var endt 1-1 efter forlænget spilletid, hvilket nødvendiggjorde en afgørende omkamp for at kåre en vinder. Kampens betydning var enorm, da den repræsenterede kulminationen på turneringen og en direkte duel om guldet mellem de to sydamerikanske rivaler.
Uruguay tog føringen i det 17. minut, da Roberto Figueroa scorede sit første mål i turneringen til stillingen 1-0. Argentina svarede igen i det 28. minut, hvor Luis Monti udlignede til 1-1, hvilket også var hans første mål i turneringen. Den afgørende scoring faldt i det 73. minut, da Héctor Scarone med sit tredje turneringsmål sikrede Uruguay en 2-1 sejr og dermed guldmedaljerne.
30. juli 1930: Uruguay – Argentina 4-2
Kampen er historisk, da den udgør finalen ved det første verdensmesterskab i fodbold nogensinde, som blev afholdt på hjemmebane i Uruguay. Værtsnationen kom foran 1-0 efter 12 minutter på et mål af Pablo Dorado, assisteret af Héctor Castro. Argentina svarede dog igen og vendte kampen, så de ved pausen førte 2-1. Målene blev scoret af Carlos Peucelle i det 20. minut og Guillermo Stábile i det 37. minut.
I anden halvleg sikrede Uruguay sig den historiske titel med tre scoringer. José Pedro Cea udlignede til 2-2 i det 57. minut efter oplæg fra Héctor Scarone. Santos Iriarte bragte Uruguay foran 3-2 i det 68. minut, assisteret af Ernesto Mascheroni. Sejren blev endeligt sikret i det 89. minut, da Héctor Castro headede bolden i mål til slutresultatet 4-2 efter et indlæg fra Pablo Dorado.
16. juli 1950: Uruguay – Brasilien 2-1
Kampen den 16. juli 1950 er udvalgt, fordi sejren sikrede Uruguay landets anden VM-titel. Triumfen fandt sted i den afgørende kamp i finalerunden mod værtsnationen Brasilien på Maracanã. Brasilien, som blot skulle bruge uafgjort for at blive verdensmester, bragte sig foran kort efter pausen.
Værtsnationen kom foran 1-0 i det 47. minut ved Friaça efter en aflevering fra Ademir. Uruguay udlignede til 1-1 i det 66. minut, da Juan Schiaffino scorede på et oplæg fra Alcides Ghiggia. Den afgørende scoring faldt i det 79. minut, hvor Alcides Ghiggia selv scorede sejrsmålet til 2-1 efter en aflevering fra Julio Pérez.
30. juni 1954: Ungarn – Uruguay 4-2
VM-semifinalen den 30. juni 1954 mod Ungarn markerer en historisk milepæl, da det var Uruguays første nederlag nogensinde ved en VM-slutrunde. Ungarn bragte sig foran 1-0 efter 13 minutter på et mål af Zoltán Czibor, og kort inde i anden halvleg, i det 46. minut, øgede Nándor Hidegkuti til 2-0.
Uruguay iværksatte dog et bemærkelsesværdigt comeback. Juan Hohberg reducerede til 2-1 i det 75. minut og udlignede til 2-2 i det 86. minut, hvilket sendte kampen i forlænget spilletid. Her blev Sándor Kocsis afgørende for Ungarn med to hovedstødsmål. Han scorede først i det 111. minut og igen i det 121. minut, hvilket fastsatte slutresultatet til 4-2 efter forlænget spilletid.
12. juli 1987: Uruguay – Chile 1-0
Finalen i Copa América den 12. juli 1987 mod Chile er en af de mest betydningsfulde kampe i Uruguays historie. Sejren var kulminationen på et stærkt mesterskab, hvor Uruguay i semifinalen havde besejret værtsnationen og de forsvarende verdensmestre fra Argentina. At vinde titlen på argentinsk grund efter at have slået netop Argentina ud, gav triumfen ekstra vægt.
Selve finalen mod Chile var en tæt og målfattig kamp, hvor stillingen ved pausen var 0-0. Afgørelsen faldt i det 56. minut, da Pablo Bengoechea scorede kampens eneste mål og bragte Uruguay foran 1-0. Målet, som var Bengoecheas første i turneringen, blev scoret som et tap-in uden en registreret assist. Resultatet holdt kampen ud, og Uruguay kunne dermed lade sig krone som mestre.
02. juli 2010: Uruguay – Ghana 1-1 (5-3 efter straffespark)
Kvartfinalen ved VM den 2. juli 2010 mod Ghana er historisk, fordi sejren sikrede Uruguay den første semifinaleplads i 40 år. Ghana kom foran kort før pausen i det 45. minut, da Sulley Muntari scorede på et langskud til stillingen 0-1. I anden halvleg, efter 55 minutter, udlignede Diego Forlán for Uruguay til 1-1 på et direkte frispark. Stillingen holdt sig uændret gennem resten af den ordinære og forlængede spilletid.
Da kampen ikke fandt en vinder i åbent spil, måtte den afgøres i en straffesparkskonkurrence. Her trak Uruguay det længste strå, og det endelige resultat blev 5-3 efter straffespark. Denne sejr sendte Uruguay i landets første VM-semifinale siden 1970 og cementerede opgørets plads som en af de mest dramatiske og afgørende kampe i nationens nyere fodboldhistorie.
24. juli 2011: Uruguay – Paraguay 3-0
Finalesejren i Copa América den 24. juli 2011 er historisk, da den cementerede Uruguays status som den mest succesfulde nation i turneringens historie. Med en 3-0 sejr over Paraguay sikrede Uruguay sig sin 15. titel og overgik dermed Argentina på listen over flest vundne mesterskaber. Kampen repræsenterede kulminationen for en generation af spillere, der også havde opnået en fjerdeplads ved VM året før.
Luis Suárez åbnede scoringen i det 12. minut med et venstrebensskud efter assist fra Maxi Pereira, hvilket var Suárez’ fjerde mål i turneringen. Kort før pausen, i det 41. minut, øgede Diego Forlán til 2-0, også med venstrebenet, assisteret af Egidio Arévalo Ríos. Forlán lukkede kampen i det 89. minut med sit andet mål i kampen og turneringen, igen med et venstrebensskud, denne gang efter et hovedstødsoplæg fra Luis Suárez, som dermed både scorede og assisterede i finalen.